Om Spiremus

Historien om mit firmanavn - Spiremus

Vi skal nogle år tilbage. Til 2014. Jeg har besluttet at starte mit eget coachingfirma og skal finde på et navn til butikken. “Hvad er barnets navn?” Jeg kan mærke, at det her vigtigt for mig - et projekt med glæde og energi.

Jeg vil gerne finde et firmanavn, som også kan bruges uden for Danmark, for jeg har klienter i mange lande. Og det skal helst kunne bruges direkte på nettet - som domænenavn, så webadressen ikke bliver alt for kringlet.

Jeg får mange ideer. Måske noget med solsikker? De er smukke og glade at se på, og har den fantastiske egenskab, at de vender sig efter solen. Søger lyset. Ligesom jeg altid i min coaching har fokus på klientens lys - de stærke sider, de hjælpsomme kvaliteter. Solsikker hedder tournesol på fransk - ligesom den skøre professor i TinTin. Det var måske en ide? Jeg er tiltalt af det lidt skæve. Men nej - de relevante web-domæner er allerede optaget.

Så måske noget med giraf? Giraffer har et stort overblik og et kæmpe hjerte. De udstråler blidhed, de løber stærkt på en måde, så det ligner slow-motion, og de finder sig ikke i hvad som helst, men sparker fra sig med stor kraft, når der er fare på færde. Jeg tjekker, men også girafdomænerne er taget. Jeg overvejer en græsk eller latin version og opdager til min store fornøjelse, at giraffer på de klassiske sprog hedder noget med kamel-leopard. Det er helt vidunderligt, synes jeg. Men næppe nyttigt som firmanavn - vi kommer vist lidt for langt væk fra den oprindelige girafmetafor.

Så noget med at trække vejret. For det er jo det, jeg først og fremmest gør med mine klienter. Jeg tilbyder en pause, et åndehul, balance, frisk luft, ny ilt, nyt liv. Jeg inviterer til en lidt dybere vejrtrækning, til at komme ned i kroppen, ind i nuet.

Jeg inviterer... invitationen er et andet nøglebegreb. Med mig som coach er alting invitation, som klienten frit kan sige ja eller nej. Jeg inviterer, og klienten styrer - det er jo klientens proces, ikke min.

Jeg leger med ord, som har at gøre med vejrtrækning, og falder over det latinske “spiro” - at trække vejret, ånde, leve. På dansk finder vi “spiro” i ord som inSPIRation, reSPIRation, perSPIRation, SPIRituel og SPIRitus - ånden i flasken. Jeg bliver begejstret. Her er et godt ord!

Jeg husker pludselig fra mine latintimer i gymnasiet sidst i 70erne (så gammel er jeg...), at der på latin findes en måde at bøje udsagnsord på, så det bliver til en indbyrdes opfordring: lad os gøre “et eller andet” sammen. Jeg finder bøjningsformen for spiro - den hedder “Spiremus” - lad os trække vejret! En invitation til mine klienter om at trække vejret sammen med mig. Så bliver det ikke bedre!

Jeg skriver det ned på blokken foran mig. Spiremus.

Og så ser jeg for første og bestemt ikke sidste gang, at navnet Spiremus er perfekt, når det er mig, der siger det - [spi’remus], latin, tryk på 2. stavelse. Men når jeg ser det skrevet, bliver det pludselig tydeligt, at andre end mig nok vil se et andet ord. I hvert fald de dansk-talende. Trykket flyttes til 1. stavelse, og så der pludselig står noget helt andet.

Der står ‘spire-mus [🌱🐭].

Hvad gør man så?

Først tænker jeg, at det må jeg skrive mig ud af. Så det kom derfor til at stå næsten øverst på min hjemmeside: at Spiremus er latin og udtales med tryk på 2. stavelse - spi’remus.

Jeg udtænker desuden snedige strategier for, hvordan vi kan bruge firmaets logo til at signalere, at det hedder [spi’remus], latin, tryk på 2. stavelse, og ikke spire-mus [🌱🐭]. Man kan f.eks. fremhæve skrifttypen i 2. stavelse. Så det gør vi.

Men ligemeget hjælper det.

De telefonsælgere, der ringer til mig, siger spire-mus [🌱🐭], bankmanden siger spire-mus [🌱🐭], mine venner siger spire-mus [🌱🐭], min mand siger spire-mus [🌱🐭], mine klienter skriver til mig og spørger, om spire-musen [🌱🐭] har et hul i kalenderen til en session.

Og hvad med mig? Ja, jeg siger faktisk også tit spire-mus [🌱🐭]. Jeg er blevet helt glad for det navn. Jeg har været på Facebook og søgt på ‘spiremus’ og kan se, at jeg har en navnefælle i Esbjerg - en lille brun bamsemus, som holder til hos de grønne pigespejdere. Det er da hyggeligt.

Og ja, jeg inviterer mine klienter til at trække vejret med mig: spi’remus. Men jeg inviterer dem også til at se og pleje de små spirer af noget nyt og grønt og bæredygtigt, de har i deres liv. Og hvis de vil, går vi også undertiden lidt på opdagelse i nogle af deres måske lidt oversete indre landskaber. Aspekter af det indre liv, der som mus er lidt uanselige og grå, lidt bløde og sårbare, og som måske endog opfattes som lidt upassende. Landskaber, som vi ofte har lukket lidt af for, men som, når vi tillader os at mærke dem, giver os adgang til en livfuldhed og kreativitet og fornemmelse af retning, som kan hjælpe os med at navigere på en bæredygtig og kompetent måde i en kompleks hverdag.

Så nu har barnet to navne: Spi’remis og spire-mus. Det er ikke enten/eller. Det er både-og. Som det også er med min coaching, hvor jeg inviterer til, at vi siger ja til det, der er, og sammen undersøger, hvad vi så kan med det. Og det kan vi som regel rigtig meget med!