At sunde sig - sammen

Jeg udbyder hvert år gruppeforløbet "At Sunde Sig - Sammen" for kvinder i mit hjem i Gjern. Forløbet afholdes ved 6 tilmeldte, og det følger kalenderåret. 2023-holdet er lige nu i fuld gang, og jeg forventer at melde datoer ud for et forløb i 2024 senere på året. 

Gruppen mødes 4 lørdage i løbet af året, og deltagerne tilmelder sig de 4 mødegange samlet. Når samme deltagerskare mødes flere gange over tid, styrkes relationerne deltagerne imellem, og den enkelte deltager får dermed mulighed for at gå lidt i dybden med sine egne personlige temaer. 

Formål

Formålet med gruppeforløbet er, som navnet siger, at give dig en mulighed for at sunde dig lidt. Et pusterum, hvor du kan få lidt luft, komme ned i gear og slappe af. En chance for at undersøge de perspektiver og indsigter, der viser sig i takt med, at dit åndedræt bliver dybere, skuldrene sænkes, og du falder til ro.

Du vil lære, hvordan du kan styrke kontakten med dig selv og dit eget indre kompas, så du ved egen hjælp kan finde tilbage på sporet, hvis du i din hverdag indimellem bliver lidt overvældet og mister orienteringen.  

Sammen vil vi øve os i at være vores egen bedste ven. Vi vil udforske, hvad der sker, når vi skruer ned for selvkritikken og i stedet møder os selv med kærlig venlighed og nysgerrighed, for netop det er en meget virksom modgift mod den forvirring, udmattelse og stress, som mange af os døjer med i dag.

For hvem?

Gruppeforløbet er for kvinder. Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage. Blot forudsættes, at du har en vis modenhed, og at du har lyst til at lyst til indgå i et åbent og venligt fællesskab med andre kvinder med det primære formål at styrke kontakten med dig selv. 

Kontakt mig, hvis du er har lyst til at deltage i gruppen, men måske er lidt usikker på, om det kunne være noget for dig. Så snakker vi om det.

Format og indhold

De 4 mødedage vil bestå af meditationer, strukturerede samtaler i den store gruppe og i mindre grupper, afslapning og gåture. Jeg holder rammen med fast hånd, men også altid med mulighed for at lade øjeblikket råde. Vi gør det, som gruppen har brug for.

Samtalernes temaer vil blive bestemt af deltagernes input og interesser. Jeg sørger for struktur og opsamling, for fokus og langsomhed, for lytning fra hjertet og tid til den enkelte. Jeg vil tilstræbe, at deltagerne arbejder med det, der er levende for dem hver især. Stemningen vil på én gang være respektfuld og uhøjtidelig.

Jeg har valgt ikke at tematisere gruppeforløbets indhold, fordi det er min erfaring, at uanset hvor i livet man møder udfordringer, det være sig i arbejdslivet, i parforhold eller ift. børn eller helbred, eller andet, så er det altid hjælpsomt at få (gen)etableret en stærk og kærlig kontakt med sig selv og sit eget indre kompas. Når vi møder livet fra det sted i os selv, ved vi simpelthen næsten altid, hvad det næste skridt er for os.  

Du og de andre deltagerne bringer altså jeres egne temaer med jer ind i gruppen, og jeres temaer kan sagtens skifte fra mødegang til mødegang - livet står jo aldrig stille. Jeg påtager mig så at rammesætte en proces, som støtter dig som deltager i at finde vej tilbage til dig selv og til den klarhed, som du måske længes efter. 

Alt er invitationer - du har frihed

Som i alt hvad jeg laver, både som coach og som gruppeleder, vil de aktiviteter, jeg foreslår i gruppen, blot være en invitation til dig, som du kan sige ja til, hvis du har lyst. Hvis du hellere vil gå tur end danse, eller hvis du har mere lyst til at tage en lur end til at meditere - ja, så gør du bare det.

At være sin egen bedste ven handler nemlig også om at tage ansvar for egne behov - at tillade sig at mærke dem og udtrykke dem og leve dem. Og det vil der også være plads til på disse dage.

Hvornår?

Gruppen mødes følgende lørdage i 2023:

21. januar
18. marts
9. september
4. november

Alle dage kl. 9.30 - 15.30.

Datoer for et forløb i 2024 meldes ud senere på året.

Pris

Samlet pris for deltagelse i gruppeforløbets 4 lørdage er kr. 3.600 kr.

Prisen er inkl. te, kaffe og snacks, men ekskl. frokost, som deltagerne selv sørger for.

Der betales et depositum på kr. 800 ved tilmelding. Resten af betalingen sker efter aftale.

 

Tilmelding og yderligere info

Kontakt mig på tlf.: 61622672, eller send mig en mail på hannebuhl@msn.com, hvis du har spørgsmål til gruppeforløbet, eller hvis du ønsker at tilmelde dig.

Forløbet afholdes ved mindst 6 tilmeldte. Maksimum antal deltagere vil være 8. Fordeling af pladserne sker efter først-til-mølle-princippet.

Lidt mere om baggrunden for gruppeforløbet 

Mange moderne kvinder har en meget travl hverdag. Vi haster afsted med skuldrene oppe om ørerne og hovedet fuld af højhastighedstanker. Undertiden oplever vi måske endda, at vi bliver lidt forskudt i forhold til os selv, eller at vi kommer lidt foran os selv.

Vi lever næsten alle i et utal af forskellige krydsfelter af ydre og indre krav. Vi oplever at skulle præstere og levere og balancere i utrolig mange forskellige sammenhænge. Den moderne arbejdsplads er så kompleks og så præget af modsatrettede dagsordener, at man som medarbejder aldrig helt ved, hvad der gælder ift. den enkeltes ret og pligt, og hvornår man har gjort det, man skal.

Samtidig stiller vi ofte store krav til os selv om også at præstere på hjemmefronten, ift. familieliv, venner, hus og have, sundhed, udseende… 

Og ikke mindst har vi krav til os selv om, at vi skal være glade og tilfredse. Ellers synes vi, at vi ikke slår til: “Jeg føler mig helt udkørt. Der må være noget galt med mig. Det er for dårligt! Jeg er forkert! Jeg må gøre det bedre!”. 

Ofte er vi vores egen største kritiker - vi møder os selv uden venlighed og accept. Dermed mister vi også kontakt med og tillid til vores eget indre kompas og kommer i stedet til at halse afsted efter det, vi tror, at vores omverden vil have fra os. Vi bliver mindre kreative og mere ydrestyrede. Og vi bliver stressede og udmattede. 

Vi vil i “At Sunde Sig - Sammen”-gruppen skabe et rum, hvor vi styrker kontakten med os selv. Gennem meditationsøvelser og samtale, bevægelse og stilhed, vil vi udforske os selv og vores eget nærvær i en afslappet og uhøjtidelig atmosfære og i respektfuldt samvær med andre kvinder.

Hvad siger deltagerne?

Deltagere i andre af mine grupper, herunder mine 1-dags retreats, som jeg kalder MyTreat, har bl.a. sagt følgende om deres oplevelser:

My treat - hvad mon det er? Den lille usikkerhed, tror jeg, vi 5 modne kvinder var fælles om at dele, da vi trådte ind ad døren hos Hanne en lørdag formiddag. Men usikkerheden forsvandt hurtigt: lige fra start til slut var rammen præcis og afklaret. Hanne er nærværende, hun har blik for hver enkelt og hendes troværdighed er fuldstændig. Hun ved godt, hvad der skaber My treat - guider og bruger omgivelserne perfekt. Vi lavede enkle øvelser, talte, var stille, gik tur, sansede - alt sammen invitationer til at være hos sig selv og mærke fællesskab i det. At tage i mod. My Treat hos Hanne er en sjælden gave.”

“Hanne skaber med sit nærvær og rummelige tilgang et intimt og tillidsfuldt rum, hvor jeg kan være som jeg er og ikke præstere…”

“Ved dagens slutning følte jeg en befriende tomhed. Dage, du, jeg, vi lykkedes for mig med at skabe bare lidt mere plads til nye tanker - tanker der meget gerne må komme hjem til mig. Skåret ind til benet er denne sætning helt central efter i lørdages: “Kom lige hjem!”.”

“My-Treat var en dag med kærlig egenomsorg, meditation og forskellige mindfulnessøvelser pakket ind i en uhøjtidelig og afslappet atmosfære med plads til grin, alvor og selvreflektion.”

“Hanne bruger sin erfaring som coach, sin gode situationsfornemmelse samt intuition til løbende at justere programmet, så det passer til deltagerne. Hun er opmærksom og lyttende og udvælger på den måde øvelser, som er afsendt efter de tilstedeværende, og som udfordrer tilpas - hverken for meget eller for lidt.”

“Som dagen skred frem, mærkede jeg hvordan min indre uro blev mindsket og erstattet af en styrket kontakt til mig selv.”

“I My-Treat mindfulnessforløb med Hanne føler jeg mig beriget og inspireret til, hvordan jeg kan leve et liv i overensstemmelse med egne værdier og i accept af den, jeg er.”

Hanne Buhl Coach 

Spiremus er latin og udtales med tryk på anden stavelse: spi-RE-mus. Det betyder "Lad os trække vejret". Jeg hedder Hanne Buhl, og jeg tilbyder samtale, coaching og ledersparring. Mit speciale er mindfulness-coaching.

© Hanne Buhl | Tel.:+45 61 62 26 72 | CVR 30872401
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram