My-Treats

Jeg udbød i efteråret 2021 to My-Treat-dage for kvinder i mit hjem i Gjern. Deltagerne kunne vælge at deltage på den ene af de to dage, eller på dem begge. Som navnet antyder, var intentionen med de to dage selvforkælelse. Det betyder i denne sammenhæng, at deltagerne fik et pusterum. De fik mulighed for at komme lidt tættere på sig selv og nyde deres eget nærvær i en afslappet og uhøjtidelig atmosfære og i respektfuldt samvær med andre kvinder.

Mange af os har en travl hverdag, hvor vi haster afsted med skuldrene oppe om ørerne og hovedet fuld af højhastighedstanker. Undertiden oplever vi måske endda, at vi bliver lidt forskudt i forhold til os selv, eller at vi kommer lidt foran os selv.

Målet med de to My-Treat-dage var, at deltagerne fik lidt luft, så de kunne finde hjem til sig selv og ind i deres egen indre stilhed - i hvert fald for en stund.

De to dage bød på et udvalg af meditationer og øvelser, som deltagerne kunne tage med hjem og bruge i deres hverdag, hvis de indimellem skulle tabe pusten lidt.

Deltagerne var vældig godt tilfreds med selve dagen og det, de fik med hjem, og flere af dem har valgt efterfølgende at deltage i gruppeforløbet At Sunde Sig - Sammen. 

For hvem?

My-Treats er for kvinder. For alle kvinder, uanset alder. De er for dig, der har lyst til at mødes med andre kvinder i nogle timer for at slappe af, meditere, grine, måske danse lidt, måske gå en tur alene eller i selskab med andre kvinder, og ikke mindst hvis du har lyst til at dele lidt af dig selv og lytte til andre med åben og venlig nysgerrighed.

Alt er invitationer - du har frihed

Som i alt hvad jeg laver, både som coach og som gruppeleder, vil de aktiviteter, jeg foreslår i løbet af en My-Treat-dag, blot være en invitation til dig, som du kan sige ja til, hvis du har lyst. Hvis du hellere vil gå tur end danse, eller hvis du har mere lyst til at tage en lur end til at meditere - ja, så gør du bare det.

Selvforkælelse handler nemlig også om at tage ansvar for egne behov - at tillade sig at mærke dem og udtrykke dem og leve dem. Og det vil der også være plads til på disse dage.

Indhold

Dagene vil bestå af meditationer, samtaler i den store gruppe og i mindre grupper, afslapning og gåture.

Samtalernes temaer vil blive bestemt af deltagernes input og interesser. Jeg sørger for struktur og opsamling, for fokus og langsomhed, for lytning fra hjertet og tid til den enkelte. Jeg vil tilstræbe, at deltagerne arbejder med det, der er levende for dem hver især.

Hvornår

Der er lige nu ikke nye My-Treats i kalenderen.

Jeg udbyder i stedet gruppeforløbet At Sunde Sig - Sammen. Forløbet består af 4 retreat-dage fordelt over året, som du tilmelder dig samlet. Alle dage er lørdage. Læs mere her: https://spiremus.dk/sundesig/.

Kontakt mig, hvis du og nogle af dine veninder kunne have lyst til en mental wellness-dag her hos mig i Gjern eller måske hjemme hos en af jer. Så finder vi en dag og skræddersyr formatet, så det passer til lige netop jer.

Pris

Prisen for kommende My-Treat-dage er ikke fastsat endnu, eftersom den vil afhænge af det endelige format. Prisen vil blive meldt ud samtidig med nye datoer.

Tilmelding og yderligere info
Kontakt mig på tlf.: 61622672, eller send mig en mail på hannebuhl@msn.com, hvis du har spørgsmål til My-Treats.

Hanne Buhl Coach 

Spiremus er latin og udtales med tryk på anden stavelse: spi-RE-mus. Det betyder "Lad os trække vejret". Jeg hedder Hanne Buhl, og jeg tilbyder samtale, coaching og ledersparring. Mit speciale er mindfulness-coaching.

© Hanne Buhl | Tel.:+45 61 62 26 72 | CVR 30872401
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram